I Den lille prins (1943) af Antoine de Saint-Exupéry møder prinsen en ræv. Den fortæller, at venskaber opstår, når man knytter bånd. Først der betyder man noget for hinanden. “Så vil vi få brug for hinanden. Du bliver noget ganske særligt i verden for mig. Og jeg bliver noget ganske særligt i verden for dig,” siger ræven til prinsen.
Vi knytter os til vores kæledyr, og de knytter sig til os. Og dette bånd gælder både i glæden og efter livet.
Deler deres glæde
Vores kæledyr kan ikke lade være med at vise deres glæde helt åbenlyst, hvilket smitter. Hvem har ikke set en hund, der ivrigt løber efter en bold. Eller en kat, der elsker sin papkasse. Dyr lever i nuet og bærer ikke nag (måske nogle katteejere med et smil på læben vil sige, at de gør). De tilgiver uden eftertanke. Man kan derfor sige, at kæledyr lever et bekymringsfrit liv, hvilket vi mennesker kan blive inspireret af.
Ved at have et kæledyr, får vi del i deres glæde og ubetinget kærlighed, lige meget hvilket humør, vi selv er i. Vores kæledyr kan få os op ad sofaen og ud i dårligt vejr, hvilket viser deres betydning for os.
Ansvarlig for glæde og døden
Desværre er afsked også en del af venskabet. Når vi anskaffer os et kæledyr, ved vi på forhånd, at det ikke bliver lige så gammelt som os. Den tanke kan synes meget fjern, når man henter en ny killing eller hundehvalp med hjem, men ikke desto mindre bliver vi nødt til at forholde os til det.
Når prinsen i Den lille prins knytter bånd med ræven, kommer han til at holde af den, og derfor passer han på den. Vi er forpligtiget til at tage os af vores kæledyr; de skal have det godt og ikke udsættes for smerte og ubehag. Hvis man holder liv i et gammelt og forpint dyr, kan man jo spørge sig selv, hvem man holder det i live for. Er det, fordi man selv er bange for afskeden? Vi er ansvarlige for hele dyrets liv, hvilket også indebærer dets død.
Knyttede bånd efter livet
Ræven i Den lille prins siger, at det aldrig er forgæves at indgå venskaber, som man på forhånd ved ikke varer forevigt. “Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld,” siger den. Og det samme gælder vores kæledyr, når de ikke er her mere.
Når vi skal tage afsked med vores kæledyr, går vi gennem den samme sorgproces som ved at miste et menneske, der stod os nær. Vi håber, at vores kæledyrsurner kan være med til at åbne den svære snak om døden, som unægteligt er en del af livet med en pelset ven.